Camogli er en lille ligurisk fiskerby, der set fra havet ligner en række akvarelfarveprøver - lyserød, citrongul, terracotta - lagt op ad mørkegrønne bakker.

Noli er et af de der liguriske steder, der ser næsten for pænt ud til at være virkeligt - pastelfarvede huse, en promenade flankeret af palmer og en middelalderkerne gemt blot få skridt fra havet.

Atrani er Amalfikysten i miniature - et net af trapper, skyggefulde gyder og solbeskinnede terrasser, hvor lyden af vand aldrig rigtig slipper dig.

Tropea er ikke stor, og det er en del af dens charme. Det ene øjeblik befinder du dig i en labyrint af honningfarvede stræder, hvor vasketøj blafrer mellem altanerne; det næste står du og kigger ned fra en klippe på vand så klart, at det ligner glas hældt over sand.

Gemt mellem Positano og Amalfi er Praiano Amalfikysten i en blødere udgave. Færre mennesker, langsommere morgener, solbeskinnede terrasser stablet som en bunke spillekort på en klippe.

Varme aftener dufter af havsalt og grillet sværdfisk i Castellammare del Golfo.

Civitavecchia er berømt for færger og krydstogtskibe, men træd ud gennem havneportene og luften dufter allerede af salt og varm sten. Du kan høre kuffertens hjul på fortovet, en scooter suser forbi, og et sted hvæser en espressomaskine espresso ud som et lille damplokomotiv.

For enden af Italiens hæl ligger Santa Maria di Leuca, hvor to have mødes.

Scilla er den type kystby, man forestiller sig, når nogen nævner Syditalien - en stenfyldt klynge, der klamrer sig til en klippe, hvide fiskerbåde, der skubber til kajen, havet så klart, at man kan tælle stenene.

Marzamemi er en solbeskinnet fiskerby ved den sydøstlige kant af Sicilien, hvor honningfarvet sten møder det klare blå hav, og duften af salt og grillede fisk driver gennem smalle gyder.

Beliggende på kalkstensklipper og skyllet af Adriaterhavet føles Polignano a Mare som et akvarelmaleri, nogen har glemt at færdiggøre - alt himmel, kridtede vægge og et hav, der hele tiden skifter humør.